SPOKEN / Spoken Word Festival giver scene til ordet, litteraturen, musikken, humoren, samtalen og fortællingerne. Vi har eksisteret siden 2010 og siden 2013 har festivalen været præsenteret af Studenterhus Odense og bliver afholdt over 10 dage i august i hjertet af Odense. I år afholdes SPOKEN23 i uge 33-34, hvor vi udforsker ordet og litteraturen gennem sanselighed i samtale, oplæsninger, performances, koncerter og dialog.
SPOKEN sætter ikke kun sit aftryk i det odenseanske by- og kulturliv i august. Vi præsenterer forskellige kulturelle og poetiske arrangementer spredt ud på året, og som noget nyt præsenterede vi i 2022 nordisk poesi og fortælling sammen med Trekantområdets Festuge til Nordiske Stemmer i uge 34-35.
Vi udgiver desuden nye podcasts løbende, så vores publikum kan fordybe sig både fagligt og kunstnerisk, hvor end og når det passer dem. Tag SPOKEN med i lommen på vores audiowalks Poetiske Lydvandringer i Naturen eller lyt med til vores udgivelser med Per Vers KARMAKONTO og FOKUS i samarbejde med Ord Smitter. Hold øje med vores Facebook og Instagram, så du altid kan holde dig opdateret på vores kommende arrangementer og udgivelser.
Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Odense Kommune, Andelskassen Odense, H.C. Andersen Festivals og A.P. Møller Fonden.
SPOKEN23 præsenteres af Studenterhus Odense og er en del af H.C. Andersen Festivals.
Kom med til forfattersalon, hvor den anmelderroste og prisbelønnede forfatter Glenn Bech vil læse op og samtale om sit seneste værk “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022. Et skelsættende lyrisk manifest, som insisterer på, at klassesamfundet findes og må italesættes for at forandre sig.
Vi har fornøjelsen af at byde Glenn Bech velkommen for andet år i streg på Spoken Word Festival.
Glenn Bech (1991) er opvokset i Horsens og blev uddannet fra Forfatterskolen i 2019. I øjeblikket turnerer han rundt i Danmark med sit seneste værk og arbejder som psykolog på deltid. Bech debuterede i 2021 med erindringsværket “Farskibet”, som modtog Munch-Christensens Debutantpris og Blixenprisen. Kort tid efter Glenn Bechs besøg på SPOKEN22 udgav han “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Et poetisk kampskrift, som råber, kritiserer, sladrer, gør sig sårbar og betror sig til sin læser om magt, skam og ulige muligheder. Udgivelsen har taget Danmark med storm og Glenn Bech gæster både radio, podcasts, debatter og tvprogrammer. I marts 2023 modtog “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” Politikens Litteraturpris 2022 og Glenn Bech er nomineret til EchoPrisen for ‘Årets forbillede’.
Vi åbner SPOKEN23 med en rutsjebanetur i flippermaskinen, der er vores liv, sammen med forfatter og debattør Knud Romer i et nyt crossover-samarbejde med musiker og sangskriver Kenneth Thordal.
Gennem en håndfuld fortællinger og sange bliver vi skudt fra person til person i flippermaskinen - nogle gange er det et lykketræf og andre gange sort uheld. Men vi er kun til i kraft af hinanden - og fire håndtryk væk fra resten af verden. De mest usandsynlige møder forvandler den vilkårlige vrimmel af mennesker til mønstre og figurer, der pludselig giver mening ligesom stjernebillederne på himlen. Tilfældets musik er en aften om fortryllelsen i tilfældighedernes spil - og det er op til dig at gøre tilfældet muligt.
Knud Romer (f. 1960) er skønlitterær forfatter, foredragsholder, radiovært, skuespiller og flittig samfundsdebattør. Hans bøger har vundet et hav af priser, blandt andet De Gyldne Laurbær. I 2021 modtog han Hørups Debat Pris for sin vilje og evne til at deltage i den offentlige samtale.
Kenneth Thordal (f. 1965) er sanger, sangskriver og musiker. Han har udgivet en masse albummer og lavet endnu mere musikteater blandt andet flere store forestillinger for Det Kongelige Teater. Thordal er desuden filmkomponist, landets mest brugte musicaloversætter og klummeskribent i Politiken.
Entré:
Forsalg: 200 kr.
Dørsalg: 220 kr.
Forsalg Stud.: 140 kr.
Dørsalg Stud.: 160 kr.
(+obligatorisk garderobe: 25 kr.)
Dørene åbner en time før arrangementet.
SPOKEN23 præsenteres af Studenterhus Odense med støtte fra Odense Kommune, Statens Kunstfond, H.C. Andersen Festivals, Andelskassen Odense og Spar Nord Fonden. SPOKEN23 er en del af H.C. Andersen Festivals.
22. maj
17:00 → 20:00
SKRIV #3 – Der er brev!
Vis
Venue: Studenterhus Odense
Er brevet en uddød genre? Eller også indgår det underbevidst, i alt vi foretager os? Kom og diskuter dét og meget mere, i dagens udgave af SKRIV, hvor vi sammen undersøger brevet som litterært og popkulturelt fænomen. Vi skal skrive læserbreve, klagebreve - og læse brevkassebrevets mester, Line Knutzon. Tag gerne din bedste, mest politisk intrigante ven med, for brevskrivning er ren katarsis.
Hvad er SKRIV?
SKRIV er et åbent og gratis skriveværksted, der foregår 1-2 mandage om måneden på Studenterhuset. SKRIV er for alle. For dig, der slet ikke ved om du har mod på at skrive, du som skriver hemmelige digte - og du, der snart er færdig med en bog.
SKRIV er skabt af Spoken Word Festival, Studenterhuset Odense, Falco og Anne Katrine Bagai, med støtte fra Spar Nord Fonden
Hvem underviser?
Anne Katrine Bagai er Cand.mag. i Litteraturhistorie, tekstforfatter og digter. Som skrivelærer har hun undervist på blandt andet Aarhus Bibliotek, UngdomsKulturHuset, Aarhus Domkirke, UngIAarhus og Testrup Højskole.