SPOKEN / Spoken Word Festival giver scene til ordet, litteraturen, musikken, humoren, samtalen og fortællingerne. Vi har eksisteret siden 2010 og siden 2013 har festivalen været præsenteret af Studenterhus Odense og bliver afholdt over 10 dage i august i hjertet af Odense. I år afholdes SPOKEN24 i uge 33-34, hvor vi udforsker ordet og litteraturen gennem sanselighed i samtale, oplæsninger, performances, koncerter og dialog.
SPOKEN sætter ikke kun sit aftryk i det odenseanske by- og kulturliv i august. Vi præsenterer løbende forskellige kulturelle og poetiske arrangementer, heraf Litterær Onsdag og skriveworkshops fra Skriveværkstedet SKRIV.
Vi har en lang række lyd og litteraturproduktioner bag os. Blandt andet kan du tage SPOKEN med i lommen på vores Poetiske Lydvandringer i Naturen eller lytte til vores udgivelser med Per Vers KARMAKONTO og FOKUS i samarbejde med Ord Smitter. Hold øje med vores Facebook og Instagram, så du altid kan holde dig opdateret på vores kommende arrangementer og udgivelser.
Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, HC.Andersen Festivals, Odense Kommune og er en del af H.C. Andersen Festivals.
TID
4. november
17:00 → 20:00
SKRIV - Workshop #7 Åben scene og vinterafslutning
Mørket sænker sig, og det er tid til at afslutte SKRIV for i år. Derfor er du inviteret til åben scene, hvor alle der har lyst kan komme og læse op fra deres tekster. Der vil være en let anretning og en sodavand eller øl til de deltagende. Vel mødt, og tak for i år.
TILMELDING OG PRIS?
Workshoppen er gratis og kræver ingen tilmelding. Men hvis du gerne vil give underviseren et indblik i, hvor mange der kommer, så tryk endelig deltager! Når tiden går i gang, lukker dørene dog, så der er et trygt rum at skrive i.
HVAD SKAL JEG HAVE MED?
Vi stiller pen og papir til rådighed, men skriver du mest på computer, tager du den bare med.
PAUSE OG MAD?
Der er en pause midt i forløbet. Dvs. kl. 18.30-19.00. Her er der mulighed for at købe drikkevarer i Studenterhusets, snacks og mad, eller tage en hurtig tur ud i byen og købe sin aftensmad.
UNDERVISER?
Undervisningen varetages af skrivelærer og forfatter Anne Katrine Bagai.
SKRIV er skabt i samarbejde med Studenterhus Odense og Spoken Word Festival med særlig støtte fra Odense Kommune.
6. november
18:30 → 20:00
Litterær onsdag m. Sabitha Söderholm - Om kærlighedens og sorgens landskaber
Kan et birkeskorn klemt ned mellem gulvbrædderne være et billede på det største savn?
Det kan den i Sabitha Söderholms digte, hvor alt spirer, gror og udfolder sig i et landskab mellem liv og død. Sammen med forfatteren skal vi i aftenom kærlighedens og sorgens landskab, som den manifesterer sig i hendes to bøger Chellam og Månens urt. I Chellam følger vi en kvinde der drager til Indien for at møde sit ophav, og i digtsamlingen Månens Urt, møder vi et menneske i sorgs færd gennem planter, værelser og følelser i sansemættede passager. Vi går i dybden med begge bøger, og taler om hvordan den litterære praksis også kan være helende.
Moderator: TBA.
OM FORFATTEREN:
Sabitha Söderholm (f. 1989) er uddannet bachelor fra kunstakademiet, og debuterede i 2022 med romanen Chellam, som senere fik følge af digtsamlingen Månens Urt. Hun blev tildelt prisen Årets Talent til Blixen Prisen i 2023. Foruden sit virke som forfatter underviser hun også i Skrivekunst.
Entré: 50 kr.
GRATIS adgang for alle unge på en ungdomsuddannelse (Fremvis studiekort i døren)
ÅRSKORT
Køb din billet til alle vores seks litterære onsdage i løbet af året
Studerende: 150 kr.
Almindelig: 200 kr.
Fotograf: Eliyah Mesayer
20. november
18:30 → 20:00
Litterær onsdag m. Malte Tellerup - Om håndboldhallen som plot
Kan du huske din gamle sportshal fra folkeren, og har du måske endda gået på et fodbold eller håndboldhold selv tager Malte Tellerups roman Mestrene dig direkte tilbage til banen, kampen og hierarkiet. Og den dårlige kantinemad. Med håndboldhallen som ramme udspiller der sig et helt ungdoms - og familieliv, som på fatal men også fuldkommen normal vis bliver spundet sammen med hovedpersonen Maltes og hans brors kampe, turneringer og sejre. Og mens mor og far bliver skilt, men mødes i hallen, opstår der et dilemma. For hvis Malte stopper med at spille, hvor skal familien så være? Mestrene foregår i Bolbrohallen, ikke ret langt fra vores gamle Studenterhus Odense. Derfor var det helt naturligt for os at invitere Malte Tellerup til Litterær Onsdag til en snak om håndboldhallen som plot, om sportens sprog og om at skrive om noget, vi alle deler: Foreningslivet.
OM FORFATTEREN:
Malte Tellerup (f. 1989) er Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og debuterede i 2017 med romanen Markløs, som blev tildelt Blixenprisen i 2018. Hans seneste roman Mestrene blev udgivet i 2023, og er en autobiografisk roman der foregår i Bolbros idrætshal.
Moderator: TBA.
Entré: 50 kr.
GRATIS adgang for alle unge på en ungdomsuddannelse (Fremvis studiekort i døren)
ÅRSKORT
Køb din billet til alle vores seks litterære onsdage i løbet af året
Studerende: 150 kr.
Fotograf: Rita Kuhlmann